Søndag, den 31.januar 2010-02-01
Vi forlad Richmond, og kørte nord på, vores mål var den nordligste punkt på Sydøen, Cape Farewell, men på vejen var der lige en HILL der skulle bestiges, nemlig Takaka Hill, 800 meter høj,
på vej derop var der ingen problemer, det gik bare over stok og sten, godt nok måtte vi tage nogle små stop på vejen, både for at se udsigten, men også for at få luft.
Da vi skulle begynde nedstigningen, var der et skilt, der viste vi kunne gå en anden vej ned, den snuppede vi, mest fordi vi ikke kan lide at gå den samme vej 2 gange, det er mere spændende, at se noget nyt, vi kunne bare ikke forstå, at vi gik i den forkerte retning, og så var det sten og skærver i travede i, men endelig kom vi væk fra stenene, og nu gik det bare derud ad, lige indtil jeg gled på et stykke træ, der lå på stien, jeg faldt ned på mit ene knæ, og det lige på en spids sten, jeg troede i første omgang ikke jeg kom på benene igen, NJ så meget bekymret ud, han frygtede, at han nu skulle bære mig, og vi viste ikke hvor mange kilometer der var til camperen. Nå det gik ikke så galt, da jeg først havde sundet mig lidt, og fundet ud af at jeg godt kunne støtte på benet, gik det bare igen. Det viste sig nu, at vi gik rundt omkring bjerget for til sidst, at komme ned til camperen.
Da vi kom til Takaka kørte vi ind og fik os en plads, spiste en let frokost, og gik det mod toppen, der stod vi så på nord toppen af sydøen.
På vej tilbage var vi omkring byen Collingwood, den havde haft sin storhedstid under guldfeberens tid, da var den faktisk udpeget som New Zealand nye hovedstad, men i dag er der ikke meget af storhedstiden tilbage.
Da vi ankom til campings pladsen, var der nogle der råbte ”hallo”, det var vores venner fra Napier, vi var igen blevet naboer, de kunne fortælle, at de lige var ankommet fra Nordøen, og at de havde, haft den mest forfærdelige sejltur, havet havde virkelig været i oprør, tænk kun et døgn efter, at vi havde haft den mest skønne sejltur.
Da vi sad og hyggede og på pladsen, satte det pludselig ind med sandstorm, så vi følte vi havde sand overalt, men hvad, det kunne vi jo vaske af igen.